Paradisets haver

Af Steen Estvad Pedersen

Den islamiske have har i mere end 1400 år afspejlet menneskets urgamle drøm om paradiset. En drøm som både kristne, jøder og muslimer har tilfælles, fordi alle tre religioner er vokset frem i Mellemøstens ørkener. Og dermed har de netop de barske levevilkår til fælles, som oprindelig har fostret paradisdrømmen.

Drømmen om Paradiset

Men den islamiske have holdt fast på drømmen, som de gav jordisk form i en lang række haveanlæg, der alle er baseret på samme idé. Hvad enten det er løvegården i Andalusien, Shah Abbas haver i Isfahan eller stormogulernes Taj Mahal, så afspejler de koranens bud-skab om, at paradiset skal gives til dem, der tror og handler godt, og som derfor skal arve haver gennem hvilke, de fire floder strømmer med mælk, vin, vand og honning og med livets kilde i midten.

I dette paradis findes der boliger for de retfærdige, der er skyggefulde pavilloner med brunøjede jomfruer (hurier), der er rindende vand, der køler luften, og haverne dufter af kamfer og ingefær, mens træerne tynges til jorden af frugter. Tilværelsen former sig som en endeløs række af festmåltider, hvor deltagerne er klædt i kostbare stoffer og juveler, mens der leves et udødeligt liv uden smerte og bekymringer, og hvor ethvert ønske opfyldes.

Livets kilde

Paradis-begrebet skal søges i Persiens oldgamle havetyper, de såkaldte ”chahar bagh´s”, der er indhegnede og firedelte haver gennemskåret af vandingskanaler, der får vand fra livets kilde i korsformens skæring, som igen er forbundet med de fantastiske, underjordiske vandkanaler, Qanat´er, der fører vandet fra bjergenes smeltevand ind til byer og oaser – ofte hundreder kilometer væk. Haverne kaldtes ”faradaiza´er”, der via det latinske ”paradisus” blev til vores ”paradis”.

I de fire plantebede, der opstår mellem korsets akser, gror alle slags vækster, tæt sammenplantede, så hver kvadratcentimeter udnyttes. Korshaven har en kosmologisk oprindelse, i hvilken verden er inddelt i fire dele. Som symbol på verdensrummets retninger finder vi

korsmotivet mange steder, bl.a. i nordiske helleristninger, i Dannebrog og korstogenes bannere og i tidlig hinduistisk mytologi.

Den islamiske have er vigtigst af alt et overrislings- og økosystem udviklet gennem årtusinder i et vandfattigt ørkenbælte. For at udnytte vandet maksimalt er dens plan skematisk, hvor de korteste afstande af hensyn til vandets transport fra udspring til vækst har bestemt dens form. Dens æstetiske kvaliteter bygger primært på dette planskema, som er forenet med væksternes naturlige skønhed. Den er en sjælden syntese af økologi, dyrkning og immaterielle, æstetiske faktorer, som tilsammen har skabt en af verdens smukkeste havetraditioner.

Den islamiske have er fuldstændigt integreret i muslimernes livsforløb og begrebsverden på en måde, der kan være vanskelig at forstå for vesterlæn-dinge, med mindre man gør sig klart, at den for det første er en fundamental betingelse for overlevelse og for det andet er metafor for de åndelige, sociale og økonomiske livsvilkår, der tilsammen udgør islamisk kultur.

Den arabiske have

På det tidspunkt, hvor Muhammed kaldes til profet i Mekka, eksisterer der altså allerede en rig havekultur i Persien. Vandingsteknikken er fuldt udviklet, og et væld af blomster og frugter har deres oprindelse i det gamle Persien. Det var en havekultur, som araberne fra den arabiske halvø overtager og spreder i det kæmpestore område, der indtages få århundreder efter profetens død i 632. Det strakte sig fra Andalusien i vest til Hindustan i øst, og det er netop i hele dette ørkenbælte, vi i dag som rejsende kan beundre nogle af verdens smukkeste haver, der alle er bygget op omkring paradiskonceptet, og som fortæller os noget om, hvordan vores egne haver så ud for mange århundreder siden.

Fra Cordobas orangegård (der er verdens ældste haveanlæg) over Sevillas paladshaver til Granadas Alhambra går de samme temaer igen og igen. Det samme ser vi i de marokkanske kongebyer Marrakesh, Fes, Meknes og Rabat, hvor hundredvis af de såkaldte riadh´er (gårdhaver) genspejler korsformen. Og fortsætter vi mod øst, til Damaskus´ byhaver, til Isfahan og Shiraz i Iran og endelig til stormogulernes mausolæer i Hindustan i Indien, genfinder vi de samme motiver og dyrkningsprincipper.

Byernes boliger forekommer labyrintiske og vender sig alle mod den ydre verden. Fra souk´ens (basarens) larm, støv og støj kommer man ad små døre ind til et mylder af rum, der vender ind mod den centrale gårdhave, hvor stilheden og lyden af rislende vand står i skærende kontrast til byens liv. Gårdhavernes korsgange er beklædt med kakler i stærkt farvede mønstre. I midten findes ofte en pavillon eller et treillagehus over et bassin med et enkelt springvand. Og fra boligens skyggefulde rum nyder man havens frodighed og kølighed.

Det samme er tilfældet i ørkenoaserne, hvor man finder de smukkeste frugtlunde og den karakteristiske vertikale beplantningsteknik, hvor man øverst har palmerne, der skygger over orangebuske, som igen skygger for et bunddække af blomster og alle mulige slags grøntsager, der vandes en gang i døgnet, før solen står op. Det er ikke mindst i ørkenens oaser, man forstår muslimers kærlighed til og afhængighed af vandets og vækstens under. Har der eksisteret en Edens Have, har dens atmosfære og fysiske karakter ligget tæt på oasernes haver.

Den sensuelle nydelse

Den islamiske have er baseret på en form for passiv, sensuel nydelse - modsat vestens haver, der for det meste er baseret på visuelle effekter. Således kan muslimer sidde i timevis og nyde en enkel vækst eller et vandspring, mens besøgende trakteres med en gæstfrihed, der ikke kender til grænser.

Det er en havekultur, der spænder over et stort spektrum fra primitive palmelunde til nogle af verdens mest forfinede paladshaver. Og for begge ty-per gælder, at den ørken, som strækker sig fra Marokko i vest til Nordindien i øst, er det kit, der binder dem sammen. Havekulturen er enestående, fordi den aldrig har forladt sine rødder. Og det er nok grunden til, at den appellerer så stærkt til os vesterlændinge, fordi den i sin uforanderlige enkelhed fortæller en urgammel historie, som vi har tilfælles med muslimerne, men som vi for længst har fjernet os fra.

Besøg de smukke haver i Isfahan og Shiraz på vores rejser til Iran.