Rejser til Myanmar Burma

Oplev Myanmar med Lone Kühlmann

En rejse til Myanmar i dag er for dig, der vil nå at opleve det glemte eventyrland, der lå som Tornerose, og ventede på at blive vækket. Ikke bag en rosenhæk, men under militærstyrets tunge jernnæve. Og som nu folder sig ud sin vanskelig overgang til demokrati. Udviklingen lige nu kan bedst sammenlignes med at være vidne til Murens fald. Det er ufatteligt spændende tider i det vidunderlige land, der trods den rivende udvikling bevarer sin nærmest drømmeagtige ynde og uberørthed. Endnu.

For mig er pagodesletten Bagan indbegrebet af det historiske Burma. For1000 år siden landets blomstrende hovedstad, nu et par støvede landsbyer men med over 2000 buddhistiske templer og pagoder spredt ud over en slette på 40 kvadratkilometer. Alle bygget for at sikre deres bygherre fremgang i næste liv. Det er mageløst.

Læs mere om rejsen til Myanmar med Lone Kühlmann

Men vi vil også vide noget om burmesernes vilkår i dette liv, så derfor skal vi møde og tale med både beslutningstagere og hverdagsmennesker. Mænd og kvinder. Kvinder i Burma har aldrig levet tildækket og spærret inde i hjemmet som f.eks. i nabolandet Indien. De deltager i samfundet på alle niveauer, har rådighed over deres egne penge, og arver på lige fod med mænd. Kun indenfor religionen er de ikke ligestillet. En kvinde kan ligegyldigt hvor god hun er, aldrig opnå Nirvana. Hun kan aldrig blive Buddha. Højst kan hun stræbe efter, at gøre så mange gode gerninger, at hun genfødes som mand, og så tage den der fra! Som med andre religioner er der forskellige opfattelser af den korrekte udlægning, og det vil vi forsøge at arbejde os ind på med lokal eksperthjælp.

Da jeg i 2009 besøgte landet for første gang turde folk ikke tale om politik, og det politiske idol Aung San Suu Kyi sad stadig i husarrest. Hendes navn blev aldrig nævnt, men hun blev hviskende omtalt som The Lady. Under mit næste besøg i 2010 var hun medlem af parlamentet, hendes portræt hang alle steder, og på hvert gadehjørne kunne man købe t-shirts med billeder af hende og hendes far frihedshelten Aung San.

Efter valget her i november er hun ubetinget den mest magtfulde person i landet. Hun kan ikke blive præsident, men det bliver hende, der udpeger præsidenten, og det bliver hende, der lægger den politiske linje. Hende træffer vi næppe, men jeg har kontakt med en tidligere nær medarbejder, som vi forhåbentlig kan få til at øse af sin viden.

Det er ikke problemløst at ændre en nation med 51 milloner mennesker og ca. 100 etniske grupper fra totalt undertrykkende militærdiktatur til et moderne demokrati. Fra at være et helt lukket land, har Myanmar i dag en af de frieste presselove i Sydøstasien, og både den siddene præsident, tidligere general Thein Sein, og den magtfulde hær Tatmadaw, har anerkendt valgresultatet og ydermere lykønsket Aung San Suu Kyi med sejren. Via Facebook for ligesom at slå fast, hvor meget de er fremme i skoene.

Danske journalister er med til at undervise pressefolk i grundreglerne for en fri presse. Det er ikke så nemt, som det lyder, og det skal vi også høre om.

Læs mere om rejse til Myanmar med Lone Kühlmann

I hovedstaden Yangon (tidligere Rangoon)og i Mandalay bliver den traditionelle longi, en slags sarong for både mænd og kvinder hastigt afløst af de eftertragtede blue jeans. Men oksekærren er stadig det mest almindelige transportmiddel i landsbyerne, og folk bor stadig mange steder  i smukke men helt primitive huse af træ og bark bygget på pæle uden el eller vand.

Det er kontrasternes land. Og det er nu, det skal opleves.

Håber du vil med på min næste rejse, der er afgang i marts 2017. Læs mere om rejsen her.

Lone Kühlmann