Rejser til Kina

Rejser til Kina

Kina er en af verdens mest populære destinationer – og ikke uden grund. Det store kolos af et land dækker ikke bare et enormt stort område med enormt mange mennesker, men Kina er pulserende storbyer, der vokser i et imponerende tempo, og Kina er meditation, buddhisme og storslåede templer. Kina er traditioner, historie og åndelighed. Turen til ’Riget i Midten’ er en fantastisk rejse, og selvom du graver længe, kommer du altså ikke helt ned til kineserne.

Så rejs med os hele vejen om til den anden side af jorden og udforsk det store land, der har en helt speciel kultur. Ja, landet behøver vel ingen nærmere introduktion – velkommen til Kina!

Tilfredse rejsende i Kina
Hos Horisont Rejser lever vi af tilfredse kunder, som kommer afsted på fantastiske rejser og anbefaler os til deres venner, når de kommer hjem. I 2016 gennemførte vi en undersøgelse af vores rejsendes tilfredshed med vores ferier i Kina. Og vi er meget stolte af resultatet: På en skala fra 1-5 scorer vores rejser til Kina hele 4,8. Det bekræfter os i, at vi gør et godt stykke arbejde, og at vi har de bedste rejseguides. Forhåbentlig viser det også vores nye kunder, at de trygt kan bestille deres rejser til Kina gennem Horisont Rejser.

Rejser med egen guide

Nordkorea med egen guide og chauffør

9 dages rundrejse i Nordkorea, et af verdens mest lukkede samfund. Rundrejse med jeres egen guide og privat chauffør. I modsætning til vores øvrige individuelle rejser er det ikke muligt i Nordkorea at færdes på egen hånd. Al landtransport, måltider og hotelophold er inkluderet, og rejsen følger i hovedtræk vores grupperejse.

9 Dage
Fra kr. 18.990
Daglig afrejse
Daglig afrejse
Grupperejser med lokal guide

Nordkorea Maraton

Vær deltager i det årlige Maratonløb i Pyongyang og få indblik i forholdene i Nordkorea, der betragtes som et af verdens mest lukkede og topstyrede samfund. Dette er en enestående mulighed for at besøge Nordkorea, hvor Horisont Rejser har eksklusiv rettigheder i Skandinavien til at sælge denne specielle Maraton-rejse.

10 Dage
Fra kr. 23.900
1 Afrejsedatoer
Næste afrejse 03-04-2018
Se alle rundrejser til Kina

Information om Kina

Lokalt navn

Kina kaldes Zhongguó på mandarin. Det første ord, Zhong betyder ’central’ eller ’midten’, mens guó betyder ’land’ eller ’rige’. Det oversættes derfor til ’Riget i midten’. Officielt kaldes landet Folkerepublikken Kina (People’s Republic of China).

Hovedstad

Beijing (Peking) med næsten 17 mio. indbyggere.

Areal

9.571.300 km2

Primære sprog

Det officielle sprog i Kina er mandarin-kinesisk (putonghua), som også er det sprog, der undervises på i de kinesiske skoler. Beijing-dialekten kommer tættest på det officielle mandarin. Hertil kommer andre dialekter – de mest udbredte er kantonesisk (yue), shanghainesisk (wu) samt hakka. Endvidere findes de etniske minoriteters sprog som fx tibetansk og mongolsk.

Indbyggere

Kina har den største befolkning i hele verden og er pr. juli 2010 målt til at omfatte intet mindre end 1.330.141.295 indbyggere, hvilket svarer til ca. en femtedel af hele jordens befolkning. 43% af disse mennesker bor i de store byer. Der findes mere end 50 officielt anerkendte etniske grupper i Kina, men hovedparten af det kinesiske folk udgøres af han-folket.

Styreform

Kommunistisk stat. The National People’s Congress (NPC) og Komiteen repræsenterer folket, og NPC har magt over alle statslige institutioner, de står også selv for at vælge præsidenten af Kina.

’I gamle dage’ blev Kina inddelt i provinser, der i størrelse og betydning kan sammenlignes med nationer i andre dele af verden. Disse provinser gælder stadig i dagens Kina og omfatter 23 provinser (sheng), fem selvstændige regioner (zizhiqu) og fire kommuner (shi).

Tidsforskel

Selvom Kina er et geografisk kæmpe stort land, er der kun én tidszone, så uanset hvor, man befinder sig i Kina, er klokken altid den samme. Til gengæld er der ca. 2 timers forskel på solopgang fra Beijing til Urumqi. Tidsforskellen mellem Danmark og Kina er 6 timer i vores sommertid og 7 timer i vores vintertid. Når kl. er 12 i Danmark, er den altså enten 18 eller 19 i Kina.

Elektricitet

Kina bruger 230V, 50Hz ligesom i Danmark, og de fleste elektriske apparater, du medbringer fra Danmark, kan anvendes i kinesiske stikkontakter. Men vi anbefaler dig for en sikkerheds skyld at medbringe en adapter.

Lidt geografi

Kina er verdens tredjestørste land efter Rusland og Canada og fylder med en samlet landegrænse på 22.800 km ca. en femtendedel af verdens landmasse. Egentlig strækker området sig over fire tidszoner, men officielt har Kina kun én tidszone. Kina flankeres mod øst af havene Bohai, Det Gule Hav, det Østkinesiske Hav og det Sydkinesiske Hav og inkluderer også ca. 6.500 øer herunder Taiwan. Kina er afgrænset af stejle bjergkæder mod både syd, vest og nord, og selve landet indeholder mange modsætninger, nemlig både frugtbare sletter og ørkenstrækninger, regnfattige plateauer og mægtige floder, og flere bjergkæder snor sig på kryds og tværs.

Kinas historie

Navnet Kina stammer fra det kinesiske Qin, som også er navnet på det kongedømme, der først samlede hele Kina til et Kejserrige i år 221 før vor tidsregning. Allerede omkring vor tidsregnings begyndelse rummede Kina knap 60 mio. mennesker, hvilket dengang udgjorde en fjerdedel af verdens befolkning.

Shang-dynastiet (år 1650-1000 før vor tid) er det første dynasti, vi med sikkerhed har kendskab til i Kinas historie. Med Qin-dynastiets grundlæggelse i år 221 fvt. begyndte Kejsertiden, der fik sit endelige med Qing-dynastiets fald i år 1912.  De vigtigste dynastier efter Qin var Han-dynastiet (år 206 fvt. – 220 evt.), Tang-dynastiet (år 618 - 907), Song-dynastiet (år 960 - 1279), det mongolske dynasti Yuan-dynasti (år 1271 – 1368), Ming-dynastiet (år 1368 – 1644) og det manchuriske Qing-dynasti (år 1644 – 1912). I alt regner man med, at der har været 23 legitime dynastier.

De politiske kræfter, der bragte Qing-dynasiet til fald i 1912, mistede hurtigt sin styrke, og ved valget til Kinas første parlament i december 1912, vandt Sun Yat-sens parti, der nu blev kaldt Guomindang (GMD), ’Det Nationale Folkeparti’, men GMD fik kun lov at sidde på magten i et år, da det herefter blev forbudt af den militære oppositionsmagt, og Sun Yat-sen måtte gå i eksil.

Efter første verdenskrig dannes Kinas Kommunistiske Parti (KKP) med Chen Dixiu som leder. Partiet udsprang af 4.-maj bevægelsen, hvor også Mao Zedong var tilknyttet, og partiets fornemste mål var fornyelse og opgør med den konfucianske tradition. Den revolutionære bølge bredte sig gennem 1920erne med KKP-dominerede fagforeninger i byerne og en opblomstring af bondebevægelser på landet. Det blev også til et tæt samarbejde mellem KKP og GMD, idet Sun Yat-sens fortsatte sin politiske kamp fra sit eksil, og sammen dannede de Den Forenede Front i 1924 forankret i det nye Whampoa Militærakademi, hvis første leder blev Chiang Kai-shek. I begyndelsen af 1927 brød Kai-shek imidlertid samarbejdet med KKP og Sovjetunionen, og han gennemførte et kup i Shanghai, hvor hundredevis af kommunister og fagforeningsledere blev dræbt. Kommunisterne blev drevet under jorden eller på flugt. GMD var i første omgang splittet men valgte at støtte op om Chiang Kai-shek, som i 1928 blev indsat som præsident for Kinas nye regering med hovedstad i Nanjing.

Tiden fra 1928 til 1937 kaldes gerne Nanjing-årtiet, og Nanjing-regeringen under ledelse af Chiang Kai-shek havde to nye fjender, nemlig kommunisterne men også japanerne, der i 1931 havde erobret Manchuriet. Kommunisterne og Maos Røde Hær havde skabt sig et forholdsvist solidt ståsted i Jiangxi i det sydlige Kina, men GMD forsøgte at sætte Den Røde Hær ud af spillet, hvorfor Mao og hans røde kammerater måtte forlade Jiangxi-provinsen og flygte vestover. Denne Lange March, som den senere blev kaldt, varede fra 1934-35 og flyttede KKP til det øde, nordvestlige Kina, hvor Mao overtog ledelsen af partiet. Allerede et par år senere valgte kommunisterne og GMD imidlertid at lægge de interne stridigheder på hylden og igen stå sammen, denne gang i modstanden mod det stigende japanske indtog i Kina. Således opstod Den Anden Forenede Front mellem GMD og KKP fra 1937-45.

I hovedsagen var Kina magtesløs overfor de japanske angreb, der ved udgangen af 1938 havde delt landet i tre dele. Japan kontrollerede Østkina, som var landets relativt mest velstående område, mens GMD herskede i det fattige Sydvestkina, og KKP kontrollerede et område i det ekstremt fattige og tyndbefolkede Nordvestkina. Efter Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 sluttede Kina sig til de allierede, og Chiang Kai-shek håbede hermed, at amerikanerne ville besejre Japan og samtidigt opruste og reorganisere GMDs militær – ikke til kampen mod japanerne men til opgøret med KKP efter krigen. For ganske rigtigt indledte GMD og KKP straks efter japanernes kapitulation et kapløb om at overtage de områder, japanerne havde kontrolleret. Maos position i KKP var blevet styrket gevaldigt under 2. Verdenskrig, og hans store satsning på at erobre Manchuriet blev afgørende for udfaldet af borgerkrigen mod GMD, som i 1949 måtte se sig slået, da KKP-styrker indtog Beijing, og Mao udråbte Den Kinesiske Folkerepublik.

GMD og Chiang Kai-shek trak sig tilbage og evakuerede sine hære til Taiwan, hvor de fortsat modtog støtte fra USA. Mao og KKP valgte derfor at støtte sig op ad Sovjetunionen i sin kamp for at indføre socialisme i Kina. I første omgang gjaldt det for KKP om at afhjælpe inflationen og genoprette ødelæggelserne i det krigshærgede land. Mao kæmpede derfor for at få industrien i gang igen i byerne, og på landet gennemførtes med hård hånd en jordreform, som omfordelte godsejernes jord til jordløse og fattige bønder. Reformen indebar vold mod den gamle overklasse, og  ca. en million godsejere blev dræbt. I den kommende periode iværksatte KKP i øvrigt den første femårsplan efter sovjetisk forbillede. Planen løb fra 1953-57, og i denne periode blev al industri og landbrug lagt under statsligt monopol.

I maj 1966 iværksatte Mao Den Store Proletariske Kulturrevolution. Tanken bag revolutionen udsprang af Maos ræsonnement, at et socialistisk samfund ikke blot vokser frem at sig af selv, bare fordi borgerskabet og den private ejendomsret var afskaffet. Gamle værdier og traditioner vil leve videre i vante rammer – og Mao mente derfor, at en revolution var nødvendig for at opnå mindst to mål: For det første ville Mao realisere et samfund, hvor ungdommen havde mulighed for at skabe socialistisk udvikling og revolution, men formålet var også på den anden side at eliminere Maos ’gamle’ modstandere internt i partiets topledelse. I revolutionens aktive kampfase gik millioner af unge elever og studerende, de såkaldte Rødgardister, således til angreb på alt og alle, der blot mindede om traditionel, kinesisk kultur eller vestlig indflydelse, herunder også intellektuelle og partiledere. Der var tale om et højst usædvanligt frontalangreb på landets grundlæggende institutioner. Trods en meget aktiv kampfase i de første år, opnåede kulturrevolutionen ikke sine mål. Maos kone, Jiang Qing, der havde kontrollen over propagandaapparatet, udviste en stærk intolerance mod de, der opfattedes som politiske modstandere, og det udviklede sig til en decideret klapjagt på syndebukke for det kaos, revolutionen havde skabt. Mao endte med at afblæse kampen officielt i 1969, men revolutionen menes egentlig at have varet helt til Maos død i 1976, hvor Firebanden med Jiang Qing i spidsen blev arresteret og fjernet fra deres stillinger.

I 1978 overtager Deng Xiaoping magten, og afsløringer af Kulturrevolutionens skyggesider viste med al tydelighed, at revolutionen havde været en katastrofe for landet. Op mod en million mennesker døde som følge af forfølgelser eller i fraktionskampe. Den økonomiske vækst blev sat tilbage, og uddannelsessystemet led stor skade. Under Xiaoping skete følgelig flere store reformer. Bl.a. indførte han i 1980 den vanskelige et-barnspolitik, og fra 1979 til 1984 reformeredes landbruget, og bøndernes gennemsnitlige levestandard fordobledes.

I 1988 tog spændingerne i samfundet imidlertid til igen, og inflationen skabte flere steder paniske tilstande i landet. Intellektuelle kritikere og demokratiske fortalere øjnede derfor i 1989 chancen til at trænge igennem med deres budskab. Denne kritik udviklede sig til enorme studenterdemonstrationer, som bredte sig til 123 byer, og millioner af byboere sluttede sig til. Regeringen indførte derfor undtagelsestilstand i Beijing, og KKPs aldrende ledelse valgte til sidst at sætte hæren ind. Resultatet af dette blev massakren på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989, hvor 200.000 soldater slog demokratibevægelsen ned og dræbte flere hundreder civile og sårede tusinder. Med denne massakre mødte Kina stor international kritik og blev underlagt mange sanktioner. Kinas modtræk var derfor at knytte stærkere bånd med Sovjet og de Østeuropæiske lande, men da disse lande snart efter brød sammen, stod Kina alene. Kinas nye ledere manøvrerede sig dog hurtigt og effektivt ud af isolationen og skabte en ekstrem hurtig økonomisk vækst op gennem 1990erne, primært gennem en øget grad af liberalisering af markedet og priser. Det økonomiske system er imidlertid stadig autoritært.

De mange reformer har skabt mange fremskridt, men denne udvikling har også krævet sine ofre. Bagsiden af medaljen er, foruden miljøødelæggelser og korruption, millioner af omkringrejsende løsarbejdere og store sociale uligheder. Men økonomisk har Kinas udvikling været en kæmpe succes.

I dag har Folkerepublikken Kina ingen officiel religion, men der er tre religioner, der har præget Kina gennem mere end 2000 år, nemlig konfucianismen, daoismen og buddhismen.

Konfucianismen bygger på de idéer, den kinesiske filosof, Konfucius fremlagde ca. 550 år før vor tidsregning. Han så mennesker som sociale væsener, der både er formet af samfundet men også er i stand til at forme deres samfund. Således udviklede han et etisk moralsæt, som indeholdte vejledninger om det enkelte menneskes ansvar for familie, samfund og stat.

Daoismen (også kaldet taoismen) er en mystisk, kinesisk religion fra ca. 4-500tallet før vor tid. Det religiøse mål er for daoisterne at opnå enhed med Dao, som er et abstrakt verdensprincip og egentlig betyder ’Vejen’.

Fra den sidste halvdel af 100tallet efter vor tidsregning var daoismen en organiseret religion med faste ritualer, og den organisatoriske stifter skal ifølge sagnet have modtaget åbenbaringer fra ’den allerhøjeste’, Lao. Daoismen reagerer mod bl.a. konfucianismens fokus på moralske og politiske principper, og daoismen fastslår således, at den Dao, der kan udmøntes i regler og love, ikke er den virkelige Dao. Den virkelige Dao er formløs men former dog alt. Der findes ingen brugsanvisning til Dao, og kende den kan man kun ved at blive som den; ved ikke at handle. Ikke-handlen, Wu Wei, er således et centralt daoistisk begreb: det drejer sig om at hvile i sig selv og lade Dao ske fyldest.

Daoismen findes i dag i en særdeles velforankret form på Taiwan men har også fået en nylig renæssance i dagens Kina.

Buddhisme er en filosofi, der bygger på den lære, den historiske Buddha prædikede omkring år 500 før vor tidsregning. Buddha var ’Den Oplyste’ og udtænkte en filosofi, der skulle blive kendt som buddhismen. Hovedbudskabet er, at alle kan frelses fra genfødslernes kredsløb (reinkarnation), hvis man følger Den Otteleddede Vej til fuld oplysning. Denne vej til oplysning går gennem læren om De Fire Ædle Sandheder, som siger, at 1) livet er lidelse pga. dets ubestandighed, 2) at årsagen til lidelsen ligger i begæret efter sanselig tilfredsstillelse og en uvidenhed om livets foranderlighed, 3) at livet som lidelse kan nå sit ophør, og 4) at vejen ud af lidelsen findes ved at følge Middelvejen, hvor målet er det ubeskrivelige Nirvana. Ved sin død efterlod den historiske Buddha sig De Tre Juveler, nemlig Dharma (læren om vejen til frelsen), Sangha (munkeordenen) og Buddha (forbillede og koncentrationspunkt).

Buddhas lære blev samlet og nedskrevet i det første århundrede før vor tidsregning i Tripitaka, som er buddhismens hellige bog. I sit udgangspunkt er buddhismen egentlig ateistisk, idet Buddha ikke er en gud men en historisk person (Siddhartha Gautama Buddha). Religionen får dog en anden udtryksform i folkereligiøsiteten, hvor Buddha har fået en mere guddommelig status.

Der findes tre hovedretninger indenfor buddhismen, nemlig Theravada-, Mahayana- og Vajrayanabuddhisme. Den kinesiske befolkning er mahayanabuddhister. Mahayana findes også i Korea, Vietnam og Japan, og theravada er almindelig i Cambodia, Thailand, Laos, Myanmar (Burma) og Sri Lanka. Theravadabuddhisme er sanskrit og betyder ’den ældste videns buddhisme’, men retningen kaldes også hinayana (’det lille fartøjs buddhisme’), idet den kritiseres for kun at have plads til ordinerede munke og nonner i sit frelsessystem. En væsentlig del af Theravada er nemlig, at munke- eller nonnelivet er et nødvendigt stade på vejen til ’frelsen’. I modsætning hertil er Mahayana (’det store Fartøj’), som hedder sådan, fordi at alle er omfattet af frelseslæren.

Der er væsentlige forskelle mellem de to hovedretningen indenfor buddhismen. Især opfattelserne af nirvana er forskellige. Mens mahayana-retningerne opfatter nirvana som en ubetinget tilstand, som tomheden, mener theravada-buddhisterne, at nirvana tilbyder den endelige, stabile tilstand - som en modsætning til verdens ustabilitet. Theravada har en frelseslære, hvor målet er at nå til fuldstændig oplysning, at blive en arhat og dermed sikre sig en plads i nirvana. I modsætning hertil har mahayanabuddhismen bodhisattva-forestillingen, hvor en person, der har opnået oplysning, venter med at indgå i nirvana og gerne lader sig genføde for at hjælpe andre til samme erkendelse. Endelig er Theravada forholdsvist ortodokse og anser selve den historiske Buddha og hans lære som hovedpunktet for al lære, mens Mahayana opfatter den historiske Buddha som en manifestation af en åndelig buddha-natur.

Kinas religionshistorie kan fortælles gennem fire faser

Den formative fase, som strækker sig fra Shang-dynastiet (1650 -1000 fvt.) og til Kejserrigets dannelse under Qin-dynastiet ( 221-206 fvt.). De tidligste religiøse tekster, der var nedskrevet på skildpaddeskjolde og dyreknogler, peger på, at Shangtidens religion har haft Himmel og Jord som sine vigtigste guddomme. Himlen blev som guddom kaldt Shang Di (den øveste gud eller hersker); et ord, der siden kom til at betyde kejser. Under Zhou-dynastiet blev kongen gjort til Himlens søn, og al rituel kommunikation med Himlen skulle derfor gå igennem kongen. Under Qin-dynastiet blev konfucianismen forbudt, og det blev gjort ulovligt at besidde filosofisk og historisk litteratur.

Under Etableringens fase, fra Han-dynastiet (206 fvt. – 220 evt.) og til De Fem Dynastiers Tid (907-960 evt.), blev forbuddet mod konfucianismen og filosofi generelt ophævet meget tidligt, og allerede i 141 fvt. etableredes konfucianismen som statens officielle lære. Også daoismen blev organiseret i denne periode, og mens konfucianismen først og fremmest var en politisk-administrativ elites religion, etablerede daoismen sig som en folkereligion med faste ritualer og standardiserede kultfester.

I det første århundrede efter vor tid kom buddhismen til Kina i sin mahayana-form, og i løbet af blot nogle få hundrede år var et veletableret buddhistisk munkevæsen en realitet, også i Kina. De buddhistiske klostre klarede sig godt og nød ofte kejserens gunst, men en økonomisk nedgang i 700-800tallet førte til en aversion mod klostrene, som i 843-845 måtte se de fleste af sine helligdomme konfiskeret og desuden lide under flere forfølgelser.

Reformationernes og bevægelsernes fase dækker over en lang periode med begyndelse i Song-dynastiet (960-1279) og helt frem til Kejserdømmets fald (1912). I denne næsten tusind års periode udvekslede de tre store religioner i Kina (konfucianismen, daoismen og buddhismen) i høj grad tanker og ideer med hinanden, og de religiøse reformer, der fandt sted i denne periode, udspringer således af en kontinuerlig synkretismeproces. På den måde var neokonfucianismen, som opstod under Song-dynastiet, tydeligt påvirket af daoismens og buddhismens tanker om menneskets indre liv og dets sammenhæng med universet. Efterlevelse af konfucianismens etiske principper kunne nu blive en kilde til balance i sindet, og omvendt kunne meditativ udforskning af sindets dybder blive en kilde til etik.

Med den Moderne fase, som starter ved Kejserdømmets fald (1912) og stadig er gældende, er religionen blevet stækket betydeligt. Seks år før sit fald gjorde Kejserhuset et sidste krampagtigt forsøg på at bevare fortiden og ligestillede derfor konfucianismen med Himlen. Men de folkelige bevægelser havde taget andre retninger, og de intellektuelle var allerede i 1912 optaget af den vestlige religionskritik fra bl.a. Marx. En hastigt accelererende sekulariseringsproces havde taget sin begyndelse. Med oprettelsen af den Kinesiske Folkerepublik i 1949 fortsatte denne udvikling, og konfucianismen stod tilbage som det gamle magtapparats undertrykkende ideologi, som havde udspillet sin rolle. Tanken om en statsreligion var manet i jorden, og marxismens bekæmpelse af religion i almindelighed fik også sin betydning i Kina, der dog kun forbød offentlig religionsudøvelse under Kulturrevolutionen i 1966-1979.

I nutidens Kina er der en betydelig religionsfrihed, men stater betinger sig, at alle dyrkede religioner skal tjene den socialistiske opbygning. Konfucianismen findes stadig i de traditionelle adfærdsmønstre og kodificerede normer - fx er respekten for ældre og autoriteter stadig meget stærk.

Klima og den bedste rejsetid

Grundet landets størrelse er det naturligvis meget svært at sige noget generelt om klimaet i Kina. Det er meget varierende, men mest tropisk i syd og koldt i den nordlige del af landet. Kina har meget varme og fugtige somre, og deres vintre kan være rigtig kolde og fugtige, så det bedste rejsetidspunkt er i foråret (marts og april) eller i efteråret (september og oktober).

Køkken

Der findes mange historier om den kinesiske madkultur, og mange af dem er sikkert også rigtige, men i et så stort land som Kina med så mange indbyggere er det helt håbløst at tale om én kinesisk madkultur. Hvad, man kan sige, er dog, at madkulturen i Kina er skabt gennem et samspil af tilgængelige råvarer, traditioner, religion og æstetik. Men hvad spiser kineserne? Svaret er simpelt: Generelt spiser kinesere alt, hvad der kan spises. Det mest almindelige er alle former for grøntsager og kød, hovedsagligt svinekød og oksekød samt kylling og alle former for fisk. Og kineserne spiser alt fra dyret, både indmad, fødder, ører osv.

Helt overordnet kan man tale om seks forskellige køkkener i Kina: Det nordvestlige køkken, der som det eneste køkken i Kina ikke spiser svinekød men i stedet meget okse- og lammekød. Beijing-køkkenet, hvis mest populære ret er den famøse Peking-and, krydrer typisk kødet med ingefær, soja og hvidløg, som serveres til nudler, dampede brød og pandekager. Shandong-køkkenet består takket være Shandong-provinsens lange kystlinje hovedsageligt af fisk. Shanghai-køkkenet er fyldt med grøntsager men også noget kød. Maden her er typisk sød, fordi de ’rødsteger’ maden, hvilket vil sige en stegning i sukker, vin og soja. Krydderier bruges ikke så meget, men til gengæld sparer de ikke på olien. Sichuan-køkkenet ligger i det såkaldte ’chili-bælte’ og behøver derfor ikke yderligere præsentation! Gungzhou-køkkenet (også kaldet det kantonesiske køkken) er kendt i det meste af verden, idet kantoneserne er berygtede for at være altædende. For de velhavende kinesiske forretningsfolk i denne region er det tilmed blevet en sport at finde restauranter, der serverer de mest aparte ting, og således er der opstået retter som rådyrhale, abelæber, ufødte jaguarunger, bjørnepoter, elefantsnabel, fiskehale, abehoved og hunde.

Fotografering

I turistområderne er de lokale efterhånden vant til at blive fotograferet, men generelt opfattes det som uhøfligt at fotografere mennesker uden deres tilladelse. Til gengæld stiller kineserne som regel gerne op til fotografering, hvis man spørger pænt. Smil og signaler med dit kamera, at du gerne vil fotografere, så er der sikkert mange flere, der også gerne vil fotograferes.

Det er strengt forbudt at fotografere militære anlæg og lufthavne i Kina. Endvidere er der forbud mod fotografering i Maos mausolæum og i de fleste templer.

Opførsel og påklædning

Idet Kina først åbnede sig op for resten af verden i slutningen af 1970erne, har landet beholdt sin unikke kultur, og de fleste kinesere er derfor også kun bekendte med deres egen kultur. Vis derfor forståelse for nogle af de mest almindelige regler for opførsel og påklædning i Kina:

-          Husk især at tage dine sko af, når du besøger templer og helligdomme, og bemærk desuden, at det ikke er velanset at vise bare skuldre og ben.

-          Generelt er kinesere generte og beskedne, og de viser helst ikke deres følelser i offentligheden. De fleste par holder derfor ikke hinanden i hånden på gaden, og kinesere giver aldrig hinanden knus eller kys udenfor.

-          Af og til kan det kræve en del tålmodighed at rejse i Kina. Ting, som kan klares hurtigt herhjemme, kan nogen gange tage lidt tid i Kina. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på konceptet ’at tabe ansigt’, som er meget vigtigt i Kina. Det er af ekstrem vigtighed for kineserne ikke at tabe ansigt, og du må derfor helst ikke hidse dig op, skælde ud og dermed ydmyge andre. På den måde vinder man intet i Kina.

-          Kineserne elsker at grine og har masser af humor – hvis blot man holder sig fra emnerne sex og politik.

-          Kineserne spytter! Der er imidlertid – især i forbindelse med afholdelsen af OL i 2008 – kørt flere kampagner for at standse spytteriet, og det har haft en vis succes i de større byer som Guangzhou, Shanghai og Beijing, hvor folk nu i stedet spytter i skraldespandene. Det er dog stadig helt almindeligt at spytte mange steder, og du skal heller ikke blive overrasket over at se en kineser pudse næse – i hånden.

Helligdage

1.-2. januar: Nytårsferie

8. marts: De kvindelige arbejderes dag

1.-2. maj: Arbejdernes dag

4. maj: Ungdommens dag

1. juni: Børnenes dag

1. juli: Årsdagen for Kommunistpartiets grundlæggelse

1. august: Årsdagen for grundlæggelsen af kinesisk PLA

1.-2. oktober: National dag

*Flytbare helligdage: Det kinesiske nytår falder forskelligt fra år til år, enten i slutningen af januar eller begyndelsen af februar.

Rejseforsikring

Sygesikringskortet gælder ikke på rejser uden for Europa. Det er derfor nødvendigt at tegne en forsikring inden afrejse, hvis man ikke i forvejen er dækket af sin almindelige husstandsforsikring.

Vaccinationer

Inden din afrejse bør du altid undersøge, om du har de nødvendige og anbefalede vaccinationer for at rejse i landet.

Sundhed

Drik aldrig vandet fra vandhanen – drik kun mineralvand og børst helst også tænder i mineralvand. I Kina er hygiejnestandarden noget lavere end herhjemme, så det kan være en god idé at medbringe medikamenter mod dårlig mave.

Husk, at det oftest er håndhygiejnen, der er den store synder, når det kommer til dårlig mave. Det er derfor en god idé at medbringe vådservietter, evt. papirlommetørklæder, desinficerende gel til hænderne og receptfri mavemedicin, da bakteriefloraen i Kina er en anden, end vi er vant til hjemmefra. I øvrigt er det vigtigt at være opmærksom på solen. Vi anbefaler dig derfor også at medbringe solcreme, solbriller og evt. hat med en god skygge.

Lægebesøg eller hospitalsindlæggelse skal betales kontant. Efterbetaling fra forsikringsselskabet accepteres ikke.

Vigtig medicin

Sørg altid for at lægge medicin i håndbagagen. Så udvikler ferien sig ikke til en katastrofe, hvis bagagen ikke kommer frem til destinationen. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle medicintyper tåler den kulde, der er i flyets lastrum. Ved at lægge medicinen i din kuffert, risikerer du således en reduktion af medicinens ønskede effekter.

Når du rejser til udlandet og har medicin med, kan du risikere, at myndighederne i udlandet gerne vil have en forklaring på, hvorfor du rejser med medicin. Medbringer du euforiserende stoffer, bør du medbringe et pillepas eller en medicinattest. Det kan du læse mere om på Udenrigsministeriets hjemmeside http://www.um.dk/da/menu/Borgerservice/FoerdinRejse/MedicinPaaRejsen

Pas

Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder fra opholdets start.

Visum

Der er visumpligt til Kina.

Valuta

Den kinesiske mønt kaldes enten Yuan (CNY) eller Renminbi (RMB). 100 RMB svarer nogenlunde til 75 DKK.

Du kan veksle danske kroner til RMB/CNY i lufthavnen eller i Bank of China, som også har hæveautomater til både Visa og Mastercard. Du kan finde banker i alle de større byer, og de er åbne fra kl. 9:00 til 17:00. Vi anbefaler dig også at medbringe enten amerikanske dollars eller Euro, da disse kan veksles i alle banker.

Drikkepenge

I Kina er det ikke almindeligt at bede om drikkepenge. Tidligere (indtil 1980erne) var det også officielt ulovligt at give drikkepenge, men både restauranter og taxichauffører sætter pris på et par mønter, selvom de hverken forlanger eller forventer drikkepenge. Nogle af de dyre restauranter er dog i stigende grad begyndt at kræve et service-charge på regningen, og på hotellerne forventer piccoloen og rengøringsdamen også gerne lidt drikkepenge. Det er således blevet mere almindeligt at ’tippe’, og det er også normalt at give turguiden og chaufføren lidt for hans hjælp. Det vil vores guider hjælpe med.

 

Rejselitteratur

  • China: Renaissance of the Middle Kingdom (kan købes hos Horisont Rejser)
  • Hansen, Preben: Turen går til Kina. Politiken.
  • Politiken: Rejsen rundt i Kina. Politikens Insight Guides.
  • Harper, Damian: China. Lonely Planet.
  • Leffman, David & Lewis, Simon: The Rough Guide to China. Rough Guides.

Faglitteratur

  • Holm & Lykketoft: Kina drager. Gyldendal, 2006.
  • Holm & Lykketoft: Kina - kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn. Gyldendal, 2008.
  • Ytzen, Flemming: Supermagten Kina - mirakel eller mareridt?
  • Duncan Hewitt:  Getting Rich First (life in a changing China).  Chatto & Windus, London 2007 (Tidl. BBC correspondent følger kinesere I mange samfundslag for at beskrive det nye Kina).
  • John Pomfret:  Chinese Lessons, Holt & Co, New York  2006 (Én af de første udenlandske studenter i Kina følger fem skolekammerater fra Kulturrevolutionen og frem til dagens Kina. Nu korrespondent for NY Times.)
  • Philip P. Pan:   Out of Mao´s Shadow, Simon & Schuster, New York  2008 (Washington Post korrespondent. Nedslag I forskellige miljøer for at give indtryk af det nye Kina.)
  • Ian Johnson:   Wild Grass.   Random House, NY.  2004. (Tre portrætter om forandringerne i Kina)
  • Jonathan Watts:  When a Billion Chinese Jump.  Faber & Faber, London 2010 (En rejse rundt I Kina – men koncentreret omkring miljøforhold).
  • Klas Eklund:  Kina – den nygamla supermakten.  SNS Förlag, Stockholm 2011 (Lidt historie og en hel del omkring økonomi og erhvervsliv. På svensk.)

  Skønlitteratur m.m.

  • Dai Sijie: Balzac & den lille Kinesiske Skrædderinde, Borgen, 2003, Once on a Moonless Night.
    Gao Xingjian: Et ensomt menneskes Bibel (Eng.: One Man’s Bible), Soul Mountain.
    Hergé: Tin Tin i Tibet, Den blå Lotus
  • Hessler, Peter: Oracle Bones.
  • Jung Chang: Vilde Svaner. Rosinante.
    Liu Heng: Flodbølgedalen

 Specielt om Tibet

  • Xue Xinran: Himmelbegravelse (Eng.: Sky Burial)
    Ford, Robert: Captured in Tibet (selvbiografi)
  • Davidson, Lionel: The Rose of Tibet (spænding/underholdning)

Film

  • De fleste af Zhang Yimou: Judou, Shanghai Triad, Under the Hawthorn Tree, Raise the Red Lantern, At Leve/Shenghuo, Not One Less, etc.
  • Wang Xiaoshuai: 11 Flowers, mmf.

 

Links