Rejser til Iran

Islam og den arabiske ekspansion

Af Peter Frederiksen, historiker og direktør for Horisont Rejser

ISLAM

Muhammads nye religion var monoteistisk. Der er én gud - Allah, som svarer til den kristne gud og til jødernes Jahve. Han har skabt Jorden og mennesket, og han vil på dommedag dømme alle mennesker. Muhammad kaldte sin nye religion islam, et ord der er afledt af et arabisk verbum med betydningen »at hengive sig« eller »at underkaste sig«. De troende kaldes muslimer og har altså hengivet sig til Allah. Muhammads religiøse tro har dybe rødder tilbage til Mellemøstens to andre monoteistiske religioner jødedom og kristendom. Men Muhammad kædede sine religiøse anskuelser sammen med en række moralske og etiske grundsætninger. Det blev bl.a. en religiøs pligt for muslimerne at hjælpe socialt truede grupper (gamle, tiggere, forældreløse, fattige m.fl.), også selv om disse ikke tilhørte ens egen stamme. Dermed var slægtstilhørsforholdet principielt brudt. Muslim blev man på baggrund af en personlig beslutning. Man opgav sit gamle, traditionelle sikkerhedsnet, men indgik samtidigt i et nyt fællesskab og blev en del af alumma, de troendes samfund. Muhammads religiøse forkyndelse blev mødt med stor skepsis af de fleste i Mekka. Han og hans slægt blev udsat for en økonomisk boykot, der dog ikke fik den ønskede virkning. Situationen var imidlertid på lang sigt uholdbar. Derfor indgik Muhammad og hans tilhængere aftale med repræsentanter for oasebyen Medina om, at de kunne slå sig ned der. Resultatet blev udvandringen fra Mekka til Medina i 622 (al-hidjra). Udvandringen blev senere udgangspunkt for den islamiske tidsregning, der i dag er gældende over alt i den islamiske verden. Det muslimske år deles i 12 måne-måneder á 29 eller 30 dage. Det islamiske år er altså kortere end solåret på 365 dage, og desuden forskubbes de enkelte måneder fra det ene år til det andet. Sammen med sine tilhængere begyndte Muhammad straks efter 622 en kamp mod Mekka med det mål at ødelægge byens handel. De mekkanske karavaner blev angrebet, og efterhånden indgik han også en række alliancer med halvøens store stammer. I 630 blev Mekka indtaget, og i løbet af de næste to år blev resten af den arabiske halvø bragt under Medinas kontrol. 

DEN ARABISKE EKSPANSION

Muhammad selv havde næppe til hensigt at skabe et stort islamisk rige. Da han døde i 632, nægtede en del stammer og byer på halvøen fortsat at anerkende Medinas politiske og økonomiske overhøjhed og indstillede tributindbetalingerne til byen. Medina tvang imidlertid stammerne og oaserne til fortsat at anerkende Medinas position som halvøens centrale karavaneby. I opgøret med forskellige stammer, der beboede områderne op mod de to store imperier, viste det sig, at både Byzans og Iran var svækket af indre stridigheder, og snart havde araberne under ledelse af en række fremragende hærførere erobret en række vigtige byer i det sydlige Irak og i Syrien. I løbet af få år løb araberne hele Syrien, Egypten og Iran over ende. De hurtige og militært velgennemførte erobringer blev fulgt op med anlæggelse af en række militære forlægninger. Det lykkedes på denne måde araberne at fastholde erobringerne, selvom de numerisk overalt var i klart mindretal i forhold til den bosiddende befolkning. Ja, i slutningen af 600-tallet og i begyndelsen af 70-tallet lykkedes det endog yderligere at udvide territoriet. Resten af Nordafrika, Spanien og endnu en del af det centrale Asien blev erobret — og forblev de følgende mange århundreder en del af det islamiske kalifat.

KALIFATET

De enkelte erobrede områder blev underlagt kaliffen. Ordet kalif betyder stedfortræder, og der sigtes hermed til, at den enkelte kalif blev betragtet som Muhammads stedfortræder som politisk leder af de troendes samfund. Kalifatet gik politisk til grunde, da mongolerne i 1258 indvaderede Mellemøsten. I 650'erne splittedes islam i to hovedretninger — sunnisme og shiisme. Der er ingen afgørende teologiske forskelle mellem de to retninger. Splittelsen hang sammen med uenighed om, hvem der skulle lede det islamiske samfund. Sunnitterne mente, at enhver principielt kunne vælges til kalif, hvorimod shiiterne mente, at kun mandlige efterkommere efter Ali kunne vælges til kalif. Ali var fætter til Muhammad og gift med profetens datter Fatima. Sunnismen blev kalifatets officielle religion, og hovedparten af verdens muslimer i dag er sunnitter. Shiismen blev i begyndelsen af 1500-tallet statsreligion i Iran. Der er en række forskelle mellem sunnisme og shiisme den daglige religionsudøvelse. Sunnitterne beder f.eks. 5 gange dagligt, shiiterne kun 3 gange. De to retninger har også forskellige helligdage. 

ADMINISTRATION

De erobrede områder blev underlagt kalifatet, men sikrede sig indre autonomi mod tributbetaling. Den pålagte tribut blev betalt i kontanter og naturalier og blev i begyndelsen brugt til to ting. Enten som sold til den arabiske besættelseshær, der blev stationeret rundt om i de erobrede provinser, eller som faste årlige ydelser til efterkommere af de personer, der i begyndelsen havde hjulpet Muhammad i kampen mod Mekka. Efterhånden som det stod klart, at araberne kunne fastholde erobringerne, voksede behovet for en administration af de enorme områder, der var kommet under arabernes kontrol. Den lokale overklasse blev pålagt at indsamle de skatter, araberne afkrævede den lokale befolkning. Araberne selv indsatte provinsguvernører, og de arabere, der i begyndelsen bosatte sig i de erobrede provinser, var skattefri. Gennem anlæggelse af nye byer, nye veje og nye kanaler blev de erobrede områder knyttet sammen i en overnational statsdannelse. Der vedblev dog med at være stridigheder mellem de forskellige etniske grupper rundt om i kalifatet, f.eks. mellem arabere og persere. I løbet af 600-tallet bosatte flere og flere arabere sig e erobrede områder og samtidigt konverterede flere og flere til islam. Forudsætningerne for den oprindelige udbytning var hermed undergravet, og i løbet af 700-tallet ændredes kalifatets opbygning afgørende. Befolkningen kunne ikke længere opdeles i erobrede og erobrere og blev i stedet opdelt efter religiøse tilhørsforhold. Muslimer med jordtilliggende betalte nu også grundskat, men til en lavere takst end ikke-muslimer. Desuden blev det pålagt ikke-muslimer at betale en særlig kopskat. Den særlige kopskat blev begrundet med, at islam som religion var andre religioner overlegen. Muhammad var »profeternes segl«, og ingen ville nogen sinde igen modtage åbenbaringer fra den ene sande gud Allah. Det stod den enkelte ikke-muslim frit for at beholde sin sædvanlige religion; men hvis han konverterede, blev han fri for den særlige kopskat.

RETSSYSTEM

Retssystemet blev opbygget efter koranen og efter de retningslinjer, Muhammad havde fulgt i 620'rne. Gennem en lang række traditioner havde man kendskab til, hvorledes Muhammad havde handlet i forskellige sammenhænge. Koranen og traditionerne blev analyseret af retslærde, og på baggrund heraf udvikledes et sammenhængende islamisk retssystem. Ifølge et bestemt koranvers har kvinders vidneudsagn kun halv værdi i forhold til mandens, og dette er ofte taget til indtægt for, at islam er særlig kvindeundertrykkende. Sammenligner man imidlertid med forholdene før islam, er der grund til at fremhæve, at kvindens juridiske status i flere andre sammenhænge blev forbedret. Det islamiske retssystem blev kun benyttet overfor muslimer. Kristne, jøder og andre havde særlige domstole, der tog sig af tvistigheder mellem ikke-muslimer. Derudover var det forbudt ikke-muslimer at bestride en række embeder og håndværk, medens andre var forbeholdt kristne og jøder. Bestemmelserne blev opretholdt helt op i begyndelsen af 1900-tallet da tyrkerne efter 1. verdenskrig definitivt måtte slippe herredømmet over det arabiske Mellemøsten. I Middelalderens Europa blev disse bestemmelser opfattet som nedværdigende for kristne og tjente bl.a. som undskyldning for fælles-europæiske forsøg på at besætte »Det hellige Land« (Palæstina) gennem korstogene. Korstogene havde ingen politisk, økonomisk eller kulturel betydning for kalifatet, men derimod nok for Europa.

 

 

 Gå til oversigt over Iran-rejser