Basaren i Iran

Af Peter Frederiksen, historiker og direktør for Horisont Rejser

Basarkøbmændenes rolle i det iranske samfund er under forandring. Og det er kvinderne, der fører an i moderniseringen. Læs her en lille rapport fra vores seneste rejse i Iran.

»Når basaren er forkølet, nyser hele byen«, lyder en gammel iransk talemåde, som signalerede, at den traditionelle handel i landets basarer var en social livsnerve, der var udslagsgivende for samfundets velbefindende.

Shahens fald i 1979 førte på mange måder til, at det traditionelle Iran — for nu at blive i metaforikken — fik kunstigt åndedræt. De moderne strømme ser nu ud til igen at give basaren åndenød. Det sker endda i en tid, hvor de økonomiske strømme peger i en relativt gunstig retning, og der synes at tegne sig konturerne af et politisk opbrud i forlængelse af valget af den nye præsident og indgåelsen af atom-aftalen med USA.

Spørgsmålet er, om ikke den iranske samfundsudvikling er ved at opvise, hvad shahen ikke formåede, nemlig definitivt at udrangere basaren og basar-købmændene? Projektet mislykkedes, lidt forenklet sagt, fordi et sammenrend af mullaher, basarkøbmænd, studenter og alle de iranere, der var trætte af shahregimets privilegiestrukturer og hemmelige politi, tvang shahen i exil. Basarkøbmændene spillede en vigtig rolle i opgøret med shahen. De udgjorde en vigtig del af det politiske og økonomiske fundament for oprøret, og udfordrede det moderne Iran og visionerne om at gøre Iran til en moderne regional stormagt i Mellemøsten.

Præstestyret i Teheran ønsker ikke at anfægte basarkøbmændenes økonomiske grundlag, for de støtter styret.

 

Når Basaren i dag er under pres skyldes det ganske andre kræfter. Disse kan kun vanskeligt identificeres i form af bestemte politiske kræfter eller bestemte personer, men knyttes til de vestlige strømme, der igen mærkes i Iran. Og som ses når man slentre rundt i hovedstaden.

På pizzabarerne i Teheran sidder de unge og hænger. Pigernes tørklæde er anbragt sådan, at kun en del af baghovedet er dækket, pandehåret er frit og det lange hår hænger ned ad ryggen — frakkerne er knappet op, så kroppens konturer træder frem. Det er først, når det offentlige rum udenfor betrædes, at den korrekte islamiske dresscode overholdes: Håret samles under tørklædet, og frakken knappes, så alt igen er overladt til fantasien. Men også her ses tegn på ændring, for nu er det ikke længere alle kvinder der retter på tørklædet, men lader det løst sidde tilbage på hovedet.

I årene efter revolutionen i 1979 var det helt afgørende, at kvinder og unge piger gik fuldstændig tildækkede. Derfor en den kvindelige måde at gå klædt på, blevet et slags barometer for hvor hårdhændet styret vil fastholde de revolutionære principper. Jo mere af håret der ses og jo mere bukserne er synlige under den sorte frakke, chadoren, jo større grad af frihed tillader styret. Ungdommen, der ikke selv oplevede revolutionen, trodser i stigende grad kravet om tildækning og viser gerne såvel hår som modebukser frem.

Langs supermarkedernes hylder fremvises en ny forsigtig frihed, mens indkøbsvognene fyldes med grydeklare cellofanindpakkede varer. Det er meget lettere at parkere lige uden for supermarkedet og gå ind og fylde vognen med varer til priser, der umiddelbart kan aflæses end at handle i basaren. Den iranske forbruger — og det vil i høj grad sige kvinderne — stemmer med fødderne.

Måske er det for tidligt at dødsdømme den traditionelle markedshandel. Mellemøsten er fuld af eksempler på levedygtige basarer og ikke mindst kan basaren for en tid overleve i det refugium, der opstår, når strømmen af vestlige turister til Iran tiltager yderligere. Men den politiske rolle er efter alt at dømme udspillet. Basarkøbmændene får næppe deres position som betydningsfuld politisk faktor i Iran tilbage.

Gå til oversigt over Iran-rejser